Elsa festtale SGIF 75 år

Elsa Nielsens festtale ved SGIFs 75 års jubilæum 10. november 1979

Først vil jeg selvfølgelig takke for den ære der er blevet mig tildelt, og håber så at kunne leve op til forventningerne.

Da jeg ikke har været medlem af foreningen fra dens start, er det kun de sidste ca. 40 år jeg kan tale med om, men jeg havde tænkt mig at blade lidt i mindernes bog, og så er det jo først de lyse og festlige man finder frem til, og dem har der været mange af. Men også minderne om dem der ikke er mere, alle de mennesker, man kom til at kende og holde af, og det er med vemod man vender de blade i mindebøgerne.

At nævne navne har jeg helst ville undgå, men ingen vil vel fortænke mig i at jeg nævner Else Købmand. Else og jeg har taget mangen tørn sammen i foreningen, og af interesser havde vi mange fælles, og to var der som vi ikke nemt blev uenige om, og det var Gymnastik og Dilettant, men det vender jeg tilbage til.

I sommeren 1936 gik jeg for første gang fra Tåstrup station, og til Sengeløse Brugs, for at søge plads som ekspedient, og dengang var der nogle flere sving på vejen end i dag. Pladsen fik jeg, og da jeg ankom den 1.st juni, var sommergymnastikken begyndt. Jeg var med på holdet, men det gik som det så ofte er gået med sommergynmnastik, det kneb med tilslutningen.

Til november begyndte alle holdene. Det var i forsamlingshusets sal ( den nuværende Kro ) det foregik. Omklædningsrum det var der jo ikke, men i det ene hjørne under balkonen klædte vi om, Karle og Piger i skøn forening. Det gjorde ikke så meget, for der var ikke noget videre lys. Der skulle spares, og hvis vi var for længe om at komme ud, kom Jønk ( det var værten ) og slukkede det hele. Karlene mødte kl. halv syv, pigerne kl. halv otte. Pigerne skulle jo vaske op og gøre i orden inden de havde fri, og så var det vel også mest praktisk, når Karlene alligevel skulle vente, og følge pigerne hjem. Jo foreningen har ikke så få forlovelser og senere ægteskaber på sin samvittighed, bl.andet Holgers og mit. Ja sågar børn har det afstedkommet, for i 1936 startede der et konehold, og i 1937 fødtes der usædvanligt mange børn her i sognet.

Koldt var der jo i salen. Det var kun til opvisningerne der var varme i kakkelovnen, men så var der til gengæld heller ikke til at trække vejret. Ja opvisninger- det var dengang, som det også er i dag, en stor begivenhed. Først var der amtsopvisning i Roskilde, hvor vi drog afsted fra formiddag med madpakke under armen, og havde en dejlig og festlig dag. Først var det Hærens Gymnastik, senere Hotel Roar. Søndagen efter havde vi en ikke mindre festlig dag herhjemme, her var børnene jo med. Jeg tror nok jeg tør sige at både hos Købmanden og i Brugsen steg salget af Bukseelastik – Strømpeelastik – Hårbånd – Undertøj – Strømper og Gymnastiksko i ugen op til en opvisningsdag. Når så salen var ryddet dansede vi Sekstur – Pærevals – det lille ef, og selvfølgelig også moderne. Det var i mange år Poul Blom og hans søster, der leverede musikken til vore baller.

Dengang kunne man få Kaffe og Sodavand serveret i de tilstødende lokaler. Senere kom der borde under Balkonen, og igen senere i salen. Se nu var det jo et afholdshotel, men jeg husker da til en af foreningens kurvefester, at der var kommet små flasker med stærkt indhold i nogle af kurvene – ja køberne havde jo nok fået et praj om hvilken de skulle byde på. Nå men det gik meget godt – de kom bare under bordet, når Jønk var i nærheden.

Onsdag aften efter den store opvisning, var det mændenes og konernes tur, men konerne var nu ikke meget for at optræde, så det blev lavet til en aften kun for de aktive gymnaster, men det blev den ikke mindre festlig af. Gymnastik, fælles kaffebord – sang og taler – jeg skal ikke gå i detaljer, men der er sikkert nogle af de unge der husker stafetløbet o.s.v.

Under krigen var vi rejst herfra, men kom igen 1947, og da var gymnastikken flyttet på skolen. Så var det jo koneholdet, jeg gik med på. Når man kom ned af trappen til omklædningsrummet, kunne man høre en sand fuglekvidder. Altid var der fest og godt humør, men vi arbejdede skam også. Det hændte da, at der blev løsnet et korset som blev lempet ind under ribberne.

Når vi var færdige med vores opvisning, begyndte vi træning til Idrætsmærke. Jeg var med den første gang det var her i Sengeløse. Der var vældig god tilslutning. Det var Poul Dilling der ledede det, og der var vidst også mange der bestod prøven. Jeg gjorde det ikke. Jeg var blevet sur på halvvejen, men i 1948 var det overstået, og jeg begyndte igen.

Else og jeg havde en aftale til vores cykelprøve, om at vi kørte meget stærkt til vi nåede Tåstrup, så vi kunne køre promenadekørsel gennem byen, for de første gange stod de og råbte efter os, når vi masede afsted ud af Køgevej :” Hep, hep, kom så bessemor”, “Har i set de to gamle der, de når det ikke” o.s.v. – og de blev stående til vi kom tilbage. Senere kørte vi på roligere veje gennem Ledøje til møllen.

Jeg husker en aften, jeg kom hjem fra en 8 km gangprøve, og Holger sprugte hvordan det var gået. Det var gået godt, vi havde alle bestået, men så kom jeg til at se på mine ben. De havde fået en mærkelig facon, og dagen efter var jeg helt stivbenet. På det tidspunkt havde vi en have oppe bag skole. Det havde slagter Jacob også. Vi gik gerne en tur derned når vi var færdige på skolen. Det gjorde vi også den dag. Så da Jacob så hvordan jeg kom haltende og hinkende og Holger måtte gå og holde om mig, ville han vide hvad der var sket. Det fik han også, så da han kom hjem spurgte han Else Købmand hvordan hendes ben så ud. For Pedellen måtte gå og bære sin Kone rundt oppe på skolen, så det var ved at være for galt med vores pjatterier, sådan et par gamle tossehoveder. Nå men det var nu også kun den ene gang, jeg havde jo nok trænet for lidt.

Dilettant har været på foreningens program fra den tidligste tid, og mange lokale har måtte op på de skrå brædder og vise deres kunster. Det kunne nu ellers være en både kold og blandet fornøjelse til prøverne, men når så tæppet gik til Premieren så var alle besværlighederne glemt og vi havde det skønt.

Vejrguderne var ikke altid med os der i februar. Det år vi spillede “De røde heste” var der så meget sne, så de måtte hente musikken på traktor ude ved 20 km stenen, men så spillede vi det 3 gange, så alle kunne få det at se.

Ja dengang hed det Dilettant og var vel Dilettant. Nu hedder det Amatørteater – så kan man selv finde ud af forskellen.

Men jeg tænker på at Maglekilde-Petersen i en af fortællingerne beretter om et ægtepar der er kommet til København for at besøge deres Søn, der er inde som soldat, men ved ded at han er syg, kan de ikke komme til at tale med ham, og så beslutter de sig til at gå i Tivoli, og da de efter megen møje og besvær er kommet igennem tælleapperatet ( det kneb ved det, at vor mor er så gevaldig tyk ), så gik de hen til et lille theater hvor de skulle til at lave Komediespil, og nu citerer jeg Maglekilde-Petersen: “men sikke noget skidt – de ku’ aldrig et eneste ord, a’ dørres råller – nej de sagde aldrig et ord, andet end som bare, de stod og slog ud med både Arme og Ben – og een a’ dem – han havde sådan en hvid frakke og hvide bukser, og så en Brændevinhat, på hovedet – og han var så drivende fuld – så han dårlig ku’ stå på benene – og han skvat da også den ene gang efter den anden ligeså lang han var hen ad gullet. Næh så er det knagende noget andet, når vi har Dilettanttheater hjemme til vort, for de ka’ rigtig dørres råller lig på fingrene – ja sommetider kiler de på så man alder ka’ forstå et eneste ord a’ ded de siger, se det er Dilettant.”

Jeg må tilstå at boldspil aldrig rigtigt har fået mit hjerte. Jeg har aldrig troet jeg kunne løbe stærkt nok, men det er der da heldigvis andre der har kunnet, så det er blevet til meget mere end dengang det foregik på markerne ved Odinsgård, Refsdalsgård og Ydergård…..

og nu hvor vi får “Sportsnyt” kan vi sagtens følge med i begivenhedernes gang. Det blad er der mange der er glade for.

Det er også en glæde at se folkedanserne i gang igen – nu bliver man forpustet bare ved tanken – men dejligt er det at se de gamle ting komme op igen.

Nu er det ved at være slut med det jeg har på papiret her. Måske vil nogen mene – at jeg har talt lidt for meget om mig selv, men jeg er blevet bedt om at fortælle lidt om tiden der var, og det har jeg kun kunne gøre ud fra det jeg selv har oplevet.

Men mange ønsker har jeg for foreningen som hed Sengeløse Gymnastikforening, og som i 1936 –37 havde ca. 140 aktive gymnaster, og som i dag som Sengeløse Gymnastik- og Idrætsforening tæller 550 aktive medlemmer. Foreningen har vokset sig stor og køn. Vi har haft så mange dejlige år der, og jeg vil blot ønske, at de nuværende medlemmer og deres efterkommere må få ligeså meget glæde og gavn af Sengeløse Gymnastik – og Idrætsforening som vi i vor generation har haft – og hermed hjertelig tillykke.

Gengivet ordret af Poul Neumann fra Elsas håndskrevne noter, som hun har givet mig lov at kopiere.